SitemapHome Studie 7 anvender ZMS, et produkt fra Zuport ApS
 



Klaus Brostrøm valgt ind i internationalt Antidopingudvalg

På det Internationale Styrkeløft Forbunds (IPF) kongres i Plzen, Tjekkiet, blev Klaus Brostrøm valgt som medlem af IPF’s Antidopingudvalg, som samarbejder tæt sammen med WADA og diverse sportsorganisationer. Det er meningen, at Klaus Brostrøm skal overtage formandsposten ved udgangen af næste år. En af opgaverne for Klaus Brostrøm bliver at planlægge og gennemføre dopingkontroller ved et endnu ikke nærmere fastsat antal internationale mesterskaber, men hertil kommer også, at udvalget tager out-of-competition-tests (uanmeldte prøver på f.eks. bopælen) rundt omkring i verden. Klaus Brostrøm har igennem årene brugt stor energi på at bekæmpe doping og oprettede i 1986 et dopingkontroludvalg under Dansk Styrkeløft Forbund i et samarbejde med Kings College i Chelsea, London, som var uhyre effektivt. Da DSF senere blev et selvstændigt forbund under DIF, overtog DIF kontrollen. Klaus Brostrøm tog stadig prøver internationalt igennem sin rolle som vicepræsident for Det europæiske Styrkeløftforbund (EPF). Det var derfor naturligt at fortsætte dette arbejde i IPF. Der skal arbejdes med spørgsmål som etik (en række nationer i verden har et andet syn på doping end det, vi f.eks. kender i Norden) – med sikkerhed og sundhed, så der så vidt muligt kan skabes lighed for alle, og her indgår dopingkontrol som et væsentligt middel sammen med oplysning.

 
Studie 7 · Munkevej 7A · DK-7700 Thisted · Tel. +45 97 92 68 54 · Fax + 45 97 92 67 54 · studie7@post.tele.dk