SitemapHome Studie 7 anvender ZMS, et produkt fra Zuport ApS
 



Den danske mester Stephan Voru flankeret af nr. 2 Sune Bak t.v. og den tørstige Jesper Schmidt som dog kun drikker en cola, og ikke øl som man ofte forbinder med "dåser".

        Stephan Vorup fravalgte landsholdet – og vandt DM!

Thisted Vægttrænings Forenings regerende nordiske mester i styrkeløft demonstrerede formidabel styrke ved weekendens danske mesterskaber i styrkeløft i Tårnby.

Vorup indledte ellers året 2011 med at meddele landstræneren at han grundet sin nuværende arbejdsmæssige og familiære situation ikke kan afse tid til landsholdet og de deraf følgende samlinger og rejser.
Naturligvis fandt både landstræneren og Stephans klub det ærgerligt at han på toppen af sin 20 år lange karriere som har budt på flere NM, EM og VM deltagelser, vælger at melde fra. Men da arbejde og familie naturligvis kommer i første række, var der fuld opbakning til beslutningen, fra både klub og forbund. Hvis Stephan på et senere tidspunkt igen finder det muligt at indpasse en landsholdskarriere i sin hverdag vil han da også, hvis formen til den tid er til stede, kunne indtræde umiddelbart i landholds truppen, var landtrænerens tilbagemelding.

Landsholdsafbuddet har imidlertid ingen indflydelse på hverken Vorups motivation eller træningsindsats op til DM. Og det var en 100% klar Vorup som ankom til Tårnby, hvor de første danske mesterskaber, siden en omfattende regelændring trådte i kraft pr. 1/1-2011.

Det internationale Styrkeløft Forbunds kongres vedtog nemlig i November i Sydafrika at reducere antallet af vægtklasser med 2, hos både damer og herrer. Det betød også at alle verdensrekorder, og dermed også nationale rekorder blev nulstillet, og at der i de nye klasser blev fastlagt forbundskrav for rekorder. Stephan Vorups ”nye” vægtklasse hedder 120 kg, og går fra 105,1 kg t.o.m 120 kg.

Vorup havde ramt den nye klasse fornemt og vejede ind på 119 kg, hvor hans værste konkurrent var den danske mester fra den ”gamle” 110 kg klasse, Sune Bak fra Hvidovre.
Vorup åbnede på 335 kg i benbøj, men opnåede kun 3 røde lamper fra dommerne. Det ”vækkede” ham, og de to næste forsøg på hhv 345 kg og 355 kg blev begge godkendte med 3-0, og da Sune Bak ”kun” fik godkendt 345 kg kunne Vorup gå ind til bænkpres med et forspring på 10 kg. samt en dansk rekord, da de 355 kg var klart over forbundskravet for rekord i den nye klasse. Men da Sune Bak er bænkpresspecialist var det ventet at han ville tage det tabte tilbage i netop den disciplin. Og på trods af at Vorup med 227,5 kg var kun 2,5 kg fra sit PR måtte han se Bak tage føringen med et massivt løft på 250 kg. og dermed føring på 10 kg. Afgørelsen om det første danske mesterskab i ”120 kg klassen” skulle dermed findes i dødløft.

Det blev derfor en taktisk affære hvor de to atleter på skift erobrede føringen med 2,5 kg. Og da Sune Bak i sit sidste forsøg klarede 312,5 kg, skulle Vorup i sit sidste forsøg løfte 320 kg som også ville være ensbetydende med dansk rekord. I overbevisende stil gled stangen op i én ubrudt bevægelse, og jublen kunne bryde løs, da dommerne honorerede løftet med 3 hvide lamper.

Men ikke nok med at Vorup erobrede guldet. Totalt passerede han også en, i styrkeløft, magisk grænse da han nåede op på hele 902,5 kg, som også var dansk rekord i 120 kg klassen. Sølvet i klassen gik til Sune Bak mens bronze gik til Jesper Schmidt fra Århus.

Thomas Jul Sørensen, TVF´s og én af Danmarks absolutn bedste bænkpressere, stillede også op til mesterskabet i 105 kg klassen, en ”ny klasse” som går fra og med 93,1 kg t.o.m 105 kg. For Thomas er trekamp sådan lidt for sjov, da han til daglig tilhører bænkpres landsholdet og som sådan kun deltager i enkelte trekamps stævner. I benbøjninger klarede Thomas 280 kg.
I bænkpres leverede han mesterskabernes tungeste bænkpres med 260 kg, som også var dansk rekord i klassen.
I dødløft blev det også til 280 kg. Totalt blev det til 820 kg, som rakte til en 4. plads i klassen, som blev vundet af Mathias Kristiansen fra Ålborg med 850 kg, foran Michael Jensen ligeledes Ålborg med 835 kg og Kim Hansen fra Tårnby med 825 kg. Som en lille ”krølle” på historien klarede Thomas Jul Sørensen i sit sidste trekamps stævne, i Maj 2010, 858,5 kg. Men det var jo dengang, og denne dag var Mathias Kristiansen den strærkeste, og dermed den rette danske mester.

Billeder fra mesterskabet ses herunder. Klik på det enkelte billede for forstørrelse.

 

 
Studie 7 · Munkevej 7A · DK-7700 Thisted · Tel. +45 97 92 68 54 · Fax + 45 97 92 67 54 · studie7@post.tele.dk