SitemapHome Studie 7 anvender ZMS, et produkt fra Zuport ApS
 



                     Casper Futtrup klarer her 285 kg ved juniorverdensmesterskaberne i Moose Jaw, Canada

                 2 danske rekorder af Casper Futtrup ved junior

Thisted Vægttrænings Forenings Casper ”Futte” Futtrup satte ved juniorverdensmesterskaberne i styrkeløft i Moose Jaw, Canada, en tyk streg under sin status som én af Dansk Styrkeløft Forbunds allerstørste talenter, da han forbedrede 2 danske juniorrekorder i hhv bænkpres og totalt.

Futtrup som stillede op i klassen op til 105 kg havde på forhånd ikke de store medaljechancer, men kunne dog hvis alt flaskede sig kæmpe med om en disciplinmedalje i favoritdisciplinen, bænkpres. I benbøj åbnede Futtrup stærkt på 290 kg som var overraskende ubesværede og godkendt 3-0. Herefter blev der bestilt 300 kg til andet forsøg. Men her ramte Futtrup ikke ”banen” iden nedadgående bevægelse, og kiksede forsøget. Derfor måtte han ”nøjes” med 300 kg igen i 3. forsøg som blev klaret i fin stil. Den indtil VM ret ukendte ukrainer Semenenko satte verdensrekord med 400,5 kg i sædvanlig ubesværet østeuropæisk stil. Især østeuropæerne har en evne til, ved store mesterskaber at løfte 3 forsøg i hver af de 3 discipliner, uden at løfte sig helt ud selvom de sætter verdensrekorder. Det er som om de, i modsætning til de fleste andre atleter – herunder de danske - ikke har nogen fornemmelse af hvad de reelt kan løfte.

I bænkpres have Futtrup bestilt 220 kg i første forsøg, som blev klaret legende let. 225 kg i andet forsøg ville være lig med ny dansk junior rekord. Også klaret overbevisende, hvorefter der blev bestilt 230 kg i 3. og sidste forsøg. Men 230 kg var desværre i overkanten af Futtrups ydeevne, og han måtte lade sig ”nøje” med dansk rekord på 225 kg. I dødløft hed Futtrups første forsøg 275 kg. Ingen problemer. Andet forsøg 285 kg, en tangering af PR. Godt løft, og godkendt med 3-0. Hermed var totalen i de tre discipliner 810 kg, ny dansk juniorrekord. I 3. forsøg forsøgte Futtrup sig på 290 kg. Men her ville tyngdekraften ikke give slip på vægtstangen som ikke nåede længere op end til knæene.

Samlet blev Casper Futtrup, med de 810 kg nr. 7. I bænkpres blev det til en 5. plads. 15 kg fra disciplinbronzen. Verdensmester blev Ukraineren Semenenko med 970,5 kg

 
Studie 7 · Munkevej 7A · DK-7700 Thisted · Tel. +45 97 92 68 54 · Fax + 45 97 92 67 54 · studie7@post.tele.dk