SitemapHome Studie 7 anvender ZMS, et produkt fra Zuport ApS
 



       Patryk Bolek, her med 150 kg i benbøj, fik en flot debut ved de åbne thy mesterskaber 2011

                    Åbne Thy mesterskaber i styrkeløft

Thisted Vægttrænings Forening (TVF) afholdt i weekenden, for 24. gang siden 1987, åbne Thy mesterskaber i styrkeløft. Og for første gang var der en RAW afdeling indlagt i stævnet.

RAW, betyder kort og godt, at atleterne ikke må bruge stramme dragter og elastiske knæbind. RAW er en fremragende måde for unge styrke løftere til, at blive indført i sporten, uden at skulle bruge en formue til udstyr, ligesom brugen af det støttende udstyr stiller meget større krav til atletens tekniske udførelse, end når der løftes RAW.

TVFs egne atleter, hvoraf flere var debuttanter, stillede alle op i RAW. TVF danske mester i bænkpres for ungdom (som nu hedder subjunior 14-18 år) Matti Christensen stillede for første gang op i tre-kamp. Og da Matti primært er bænkpresser og kun 15 år gammel fik han kun lov til moderate belastninger i benbøj og dødløft som ellers er voldsomt belastende for ryg og knæ. I benbøj klarede den 54 kg ”tunge” Matti let 80 kg. 
I bænkpres blev det til flotte 102,5 kg og med 115 kg i dødløft blev totalen 297,5 kg og guld i 59 kg klassen.

I damernes 72 kg klasse (siden 1/1-2011 har damerne egne vægtklasser som ikke følger mændenes som ellers hidtil). Nina vandt guld i klassen med en total på 275 kg fordelt på 80 kg i benbøj, 60 kg i bænkpres og 135 kg i dødløft.

I 74 kg klassen leverede subjunioren Patryk Bolek en fornem indsats i sit første styrkeløft stævne, da han med 150 kg i benbøj, 102,5 kg i bænkpres og flotte 190 kg i dødløft vandt klassen med en total på 442,5 kg , som var hele 30 kg foran nr. 2. Nickolaj Olsen fra København SK. Patryk vandt vandt også medaljen for bedste subjunior på points (udregnet efter kropsvægt).

I 83 kg klassen var der debut til Jukka Rysgaard, som ellers gør sig mest i Amerikansk Fodbold, hvor han er én af de bærende kræfter på Thisted Brewers succesfulde hold. Som en stor del af fodboldtræningen styrketræner Jukka og havde lyst til at prøve sin styrke af i en konkurrence, og valgt derfor at stille op på hjemmebanen i Thisted. Og at Jukka også mestrer styrkeløft beviste han til fulde, da han gjorde rent bord med 9 godkendte løft. 140 kg i benbøj, 142,5 kg i bænkpres og 175 kg i dødløft. Totalt blev det til 457,5 kg og guld i klassen foran Teutonis Nors´ Daniel Gade som løftede 440 kg totalt fordelt på 150 kg i benbøj, 110 kg i dødløft og 180 kg i dødløft.

I 93 kg klassen debuterede endnu en TVF subjunior, Steffen Hangaard. Steffen vandt guld for en flot serie på 9 godkendte løft af 9 mulige. 85 i benbøjning, 125 kg i bænkpres og 160 kg i dødløft. I alt en total på 370 kg. I juniorernes 93 kg klasse opnåede juniorløfteren Jørgen Grandjean-Thomsen(18-23 år) en 2. plads for en total på 457,5 kg opnået ved 162,5 kg i benbøj, 110 kg i bænkpres og 185 kg i dødløft. Vinder blev Rene Solmand fra Skive med 530 kg.

93 kg klassen for seniorer havde 2 TVFere til start. Steffen Andersen debutterede i trekamp med en bronzemedalje da han klarede 445 kg fordelt på 155 kg i benbøj, 105 kg i bænkpres og 190 kg i dødløft. Steffens rutinerede klubkammerat, Frank Jensen vandt sølv for en total på 607,5 kg som resultatet af 210 kg i benbøj, 162,5 kg i bænkpres og 235 i dødløft. Vinder blev suverænt Martin Faber fra AK Frem i Randers som løftede hele 680 kg totalt. Herunder dansk rekord i dødløft med 290 kg . Martin Faber blev også stævnets bedste RAW løfter på points.

I øvrigt blev der i afdelingen ”med udstyr” sat 2 fornemme danske rekorder i 105 kg klassen, af den ålborgensiske politibetjent, Michael Jensen, som med en kropsvægt på kun 96 kg løftede hele 332,5 kg i dødløft og samtidig opnåede en total på 852,5 kg

Se billeder fra stævnet herunder. Klik på billederne for forstørrelse.

Se filmklip med bl.a. de lokale løftere på Steffen Andersens YouTube kanal:

http://www.youtube.com/user/Freakzztyle?feature=mhee 

Steffen er den første der vises. Men ved at gå ind på Steffens "Uploads" finder du flere andre, heriblandt AK Frems Martin Fabers danske dødløftrekord.

 
Studie 7 · Munkevej 7A · DK-7700 Thisted · Tel. +45 97 92 68 54 · Fax + 45 97 92 67 54 · studie7@post.tele.dk