 | Fantastisk dansk rekord af TVFs Thomas Jul
Ved europamesterskaberne i bænkpres i Bratislava, Slovakiet, leverede TVFs Thomas Jul Sørensen en feberindsats og var kun 2,5 kg fra bronzen og 5 kg fra sølvmedaljen.
Thomas som nu er permanent i 110 kg klassen trods han med ”kun” 107 kg kropsvægt var letteste mand i klassen, var i forvejen indehaver af den danske rekord i både 100 og 110 kg klassen. I 110 kg klassen lød rekorden før EM på 260 kg. Men den rekord skulle vise sig at få et brutalt endeligt i Bratislava. Det begyndte ellers ikke for godt for Thomas. Hans åbningsforsøg på 257,5 kg kiksede totalt, hvorefter han i andet forsøg gik på 262,5 kg, ny dansk rekord. Den vægt blev flot klaret og så besluttede han i samråd med træneren at sætte alt på ét bræt i sit sidste forsøg. Hele 25 kg mere satte han på stangen da 287,5 kg på det tidspunkt ville kunne betyde sølv eller bronze. Ingen, ud over Thomas, havde vel regnet med at dette vanvittige forsøg havde en snemands chance. Men på helt fantastisk vis gik alt op i en højere enhed, og løftet blev godkendt og Thomas var på medaljekurs. Desværre lykkedes det herefter først for Artur Rejek fra Polen at klare 290 kg og derefter klarede russeren Aleksei Malukin 292,5 kg. Og da Svenskeren Stefan Jamroz i sit andet forsøg klarede 302,5 kg, måtte Thomas tage til takke med den ærgerlige 4. plads. Men mon ikke den var lettere at fordøje i lyset af en fuldstændig utrolig dansk rekord.
Allerede i den kommende weekend er Thomas igen i konkurrence når han ved de jyske mesterskaber på hjemmebane i Thisted stiller op som storfavorit. Men han bruger kun JM som forberedelse til de nordiske mesterskaber i Bergen som han allerede om en uge rejser til. I øvrigt sammen med klubkammeraten Stephan Vorup der stiller op i trekamp ved NM.
|  |  |  |