SitemapHome Studie 7 anvender ZMS, et produkt fra Zuport ApS
 



Glade TV F´ere ved overrækkelsen af holdpokaler. Fra venstre Matti, Jørgen, Frank og Casper (i rød trøje). Thomas var på det tidspunkt "sunket i jorden"

            Rekorder, titler og pokaler til TVF styrkeløftere

Ved weekendens danske mesterskaber i bænkpres stillede Thisted Vægttrænings Forening med et hold bestående af ungdomsløfteren (Subjunior) Matti Christensen. Juniorerne Jørgen GrandjeanThomsen og Casper Futtrup, samt seniorerne Frank Jensen og Thomas Jul Sørensen.

Den kun 15 årige Matti Christensen som var mesterskabets yngste deltager stillede op i klassen op til 56 kg, hvor han gik lige på og hårdt med et udlæg på 85 kg som var en forbedring af den tidligere ungdomsrekord på ikke mindre end 10 kg. I andet forsøg klarede Matti i lige så sikker stil 92,5 kg og bestilte herefter 100 kg i sit tredje og sidste forsøg. Desværre mistede Matti balancen umidelbart før afslutningen af løftet. Men det var tæt på. Dagens resultat for Matti efter 3 løft var DM guld og dansk rekord. Ikke så ringe endda.

I juniorklassen stillede Jørgen Grandjean Thomasen op i 90 kg klassen, Og på trods af, at Jørgen kun fik godkendt ét løft, på 100 kg, kunne han alligevel smykke sig med en sølvmedalje til at dæmpe skuffelsen over at have kikset 125 kg, og dermed guldet. Vinder af klassen blev Johannes Andersen fra Ålborg som klarede de 125 kg.

TVFs stortalent, den danske juniormester i både trekamp og bænkpres, Casper Futtrup, var fuldstændig urørlig, og med 3 flotte løft på 200 kg, 210 kg og endelig ny PR på 215 kg genvandt han ikke alene sit danske mesterskab på suveræn vis hele 37,5 kg foran Charlie Thyrrestrup fra Rødby som klarede 177,5 kg. Udover at genvinde titlen, vandt Futtrup også pokalen som mesterskabernes bedste juniorløfter på points.

I seniorklassen var Frank Jensen TVFs repræsentant i 90 kg klassen. Efter 175 kg i første forsøg klarede Frank 185 kfg i andet forsøg, og var også tæt på de 190 kg, som dog blev for tunge. Vinder af klassen blev Allan Riis fra Århus med hele 230 kg. Frank Jensen snuppede sølvet, og bronzen gik til en anden Århus løfter, Steen Hansen, med 165 kg.

Danmarks bedste bænkpresser, er stadig Thomas Jul Sørensen fra TVF. Det beviste han i overbevisende stil da han i 110 kg klassen klarede 275 kg i sit første forsøg. Og selvom han hel kiksede to gange på 290 kg, genvandt han sit mesterskab i suveræn stil, uvirkelige 50 kg foran sølvvinderen, Peter Eriksen fa Rødby. Bronzen gik til Kim Hansen fra Tårnby. Selvfølgelig – fristes man til at sige - vandt Thomas også pokalen som mesterskabernes bedste seniorløfter, så TVF kan bryste sig af både den bedste junior og den bedste senior.

I holdkampen vandt Ålborg med 65 points foran Thisted Vægttrænings Forening med 54 og Århus med 52.

Dette DM markerede afslutningen på styrkeløfternes 2010, og der er ikke flere stævner før efter nytår, hvor der venter en del nyheder. Bl.a. er der netop, på kongressen i Sydafrika vedtaget nye vægtklasser, hvilket betyder at fra 1/1-31/12-2011 er alle rekorder fastfrosset, for at få inkorporeret nye rekorder i forhold til de nye – og færre – vægtklasser. Ligeledes er der en del tekniske ændringer som både dommere og atleter skal til at forholde sig til.

OBS OBS OBS. Se billeder herunder. Klik på det enkelte billede for forstørrelse.

 
Studie 7 · Munkevej 7A · DK-7700 Thisted · Tel. +45 97 92 68 54 · Fax + 45 97 92 67 54 · studie7@post.tele.dk