 |
3 x DM guld til TVF Styrkeløft
Ved de danske mesterskaber i styrkeløft for juniorer og masters, scorede TVF fuldt hus, ved junioren Casper Futtrup og de to masters løftere, Henrik Vestergaard og Dan Kristensen. Den regerende danske mester Casper Futtrup var lørdag første mand i ilden for TVF, da han skulle forsøge at generobre titlen i 100 kg klassen. Og ikke bare skulle Futtrup forsøge at vinde titlen. Det skulle helst også ske uden at bruge for megen energi, da han 24.-25. April deltager med det danske landshold i junior nordiske mesterskaber i Tampere, Finland. Og Futtrup gjorde det da heller ikke sværere for sig selv end højst nødvendigt. I benbøj blev det til 275 kg mens bænkpressen på 195 kg blev fumlet i første forsøg, så der skulle bruges 2 forsøg på denne vægt. I dødløft blev det til 260 kg, og totalen dermed på 730 kg, kun 5 kg fra Futtrups PR uden at løfte sig helt ud. Men det blev dog lidt mere spændende end ”planlagt, da Jesper Mikkelsen fra Ålborg, som efter de to første discipliner var hele 47,5 kg efter Futtrup, viste sig at være i besiddelse af et helt fantastisk dødløft som desværre ikke rakte på dagen, og Mikkelsen måtte tage til takke med sølvet efter Futtrup som dermed genvandt sin titel. Bill Hald fra Horsens tog sig af bronzen.
Søndag var det blevet de ”gamle drenges” tur til at kæmpe om medaljer, og her var Henrik ”Bamse” Vestergaard og Dan Kristensen på jagt efter en reprise af sidste års DM hvor de to blev danske mestre i hhv 75 kg klassen og 82,5 kg klassen i kategorien masters I (40-49 år). Vestergaard valgte at løfte uden udstyr i form af de stramme dragter som både støtter og gør atleten i stand til at løfte mere, og i stedet stole på ren ”Bamse power”. Og det var ikke så ringe endda, for med 150 kg i benbøj, 105 kg i bænkpres og 190 kg i dødløft opnåde Vestergaard en total på 445 kg og sikrede sig sit 3. danske masters mesterskab i træk. Dan ”The Man” Kristensen var derimod ”ikke for fin” til at gøre brug af det fulde udstyr. Og det var ikke mindst p.g.a. at en gammel rygskade som har drillet i snart en halv snes år, bankede på igen op til mesterskabet. Og man kan da altid diskutere om det er fornuftigt at deltage i styrkeløft konkurrencer, hvis der er problemer med ryggen, men den diskussion preller på ”The Man” som vand på en gås, når først han kan lugte ”savsmuldet”. Og den gamle mester var da også i stand til at præsentere en aldeles nydelig total på 625 kg fordelt på 205 kg i benbøj, 170 kg i bænkpres og 250 kg i dødløft, som sikrede ham endnu et dansk mesterskab på kontoen.
Vestergaard og Christesen blev om søndagen, på fornemste vis assisteret af Nina Christesen, som ved DM for dførste gang udfyldte rollen som "Coach". Og det på så fremragende vis, at "The MAN" mente at hun fortjente ros for indsatsen, hvilket fra den kant er noget nær den ultimative ros...:) |  |