 | Thomas Jul vandt internationalt bænkpresstævne i Randers Thisted Vægttrænings Forenings Thomas Jul Sørensen satte ved det internationale en tyk streg under sin position som én af Danmarks absolut bedste bænkpressere, da han ved det internationale bænkpresstævne ER-Open i Randers i konkurrence med 17 atleter fra ind- og udland, vandt 100 kg klassen med et løft på 235 kg. Godt nok kiksede Thomas de to første forsøg på 235 kg, men i 3 . og sidste forsøg løftede han overbevisende vægten, og sejrede suverænt foran de to nærmeste forfølgere, Pradeep Tandon fra Indien som klarede 192,5 kg og Jesper O. Nielsen fra Ålborg som løftede 187,5 kg.
Men Thomas var ikke alene i Randers. Også den nyoprykkede Juniorløfter Casper Futtrup var til start i sit første internationale stævne. Og det må siges at den danske ungdomsmester og rekordholder i 100 kg klassen forstod at gøre sig positivt bemærket. Med en ny personlig rekord på 177,5 kg (ikke dansk rekord da Casper rykkede op som junior pr. 1/1-08) erobrede 19 årige Futtrup sølvet i juniorernes 100 kg klasse, efter Aalborgs Mathias Larsen som løftede 187,5 kg. Bronzen gik til norske Martin Lange, Norge med 170 kg. Men Futtrup er kun 19 år og har derfor godt 4 år tilbage som Junior. Et godt fremtidsperspektiv for den unge TVF atlet.
Morten Grabowsk erobrede Thisted klubbens 3. medalje, da han i 90 kg klassen vandt bronze i et spændende opgør, hvor guld og sølv gik forholdsvis overbevisende til Johnni Andersen fra Randers med 192,5 kg og Rene Frederiksen fra Ålborg med 185 kg. Til gengæld var der kamp om bronzen. Efter at have totalkikset de to første forsøg lykkedes det for Grabowski at klare de 177,5 kg i tredje forsøg, og dermed erobre bronzen foran Ålborgs Kim Hjordt som klarede samme vægt, men var 500 g tungere end Morten. |  |