 |
Guldet der blev til bronze
Thisted Vægtrænings Forenings herrehold i styrkeløfternes divisionsturnering var Lørdag blandt medaljefavoritterne ved divisionsfinalerne (Danske holdmesterskaber) som afslutter turneringsåret. Thistedholdet som har vundet mesterskabet 4 gange tidligere, og som med et skadesplaget hold vandt sølv i 2007, var opsatte på at hjemføre endnu en triumf fra Bjerringbro, som arrangerede årets finaler. Thyboerne stillede da også i stærkeste opstilling med Stephan Vorup i benbøj, Thomas Jul Sørensen i bænkpres og Dan Kristensen i dødløft. Men på forhånd var det forventet at det ville blive en utrolig lige konkurrence mellem de 5 finalehold. Og den forventning skulle da også vise sig at holde stik i konkurrencen som ikke afgøres på tungest løftede vægt, men på pojnts udregnet efter forholdet mellem løfterens kropsvægt og den løftede vægt.
I 1. disciplin, benbøj måtte Stephan Vorup nøjes med sit udlæg på 325 kg som han først fik godkendt i sidste forsøg, da dommerne ikke fandt de 2 første forsøg i overenstemmelse med reglerne. En streg i regningen for thyboen som havde sat næsen op efter 350 kg. Det betød at Ålborg med 192 points tog føringen efter benbøj, foran hvidovre og Nordland fra århus,og med Thisted på 4. pladsen 5 points efter.
I bænkpres var Thisteds danske mester og rekordholder, Thomas Jul Sørensen til gengæld sikkerheden selv, og med 3 flotte løft, afslutende med 227,5 kg var Thomas hele 11 points bedre end næstbedste løfter, og Thisted gik herefter i spidsen for konkurrencen, og inden sidste disciplin, dødløft, førte Thisted med 11 points til Nordland og 5 til Ålborg. Tårnby og Hvidovre var hhv. 14 og 18 points efter, og mesteskabet lå til thyboernes højreben, for i dødløft stillede Thyboerne med den danske rekordholder og mangedobbelte danske mester, Dan Kristensen.
Dan har ofte været manden der har sikret holdet succes med sit superdødløft. Planen var da også simpel. Dan skulle bare klare 270 kg – hvilket var hans sidste og uproblematiske træningsløft ugen inden mesterskabet – og så var det guld igen Thisteds. Men ak og ve. Det går ikke altid som præsten prædiker og Murphys lov blev pludselig den skinbarlige virkelighed for thyboerne, da Dan under opvarmningen pådrog sig et hold i ryggen. Og selv om hans fik behandling, og startvægten blev sænket, var det en sisyfos opgave Dan gik ind til. 240 kg blev løftet med en forsigtighed som var stanget en flaske nitroglycerin. Herefter prøvede Dan 255 kg, som han ganske vist fik godkendt. Men smerten var herefter for intens og han måtte opgive at tage sit 3. forsøg.
Set i bagkundskabens evigt klare lys, burde Dan have lyttet til holdkammeraterne, og have trukket sig ud af konkurrencen, da ingen medalje er helbredet værd. Det betød så at Thisteds forventede guldmedalje gik til Ålborg med 492,771 points, foran Nordland med 491, 844 og med Thisted på 3. pladsen med 491,310 – 1,461 points fra guldet og 0,534 points fra sølvet! Sådan kan det gå, Og selvom det naturligvis var et lettere slukøret mandskab som vendte næsen hjemover, er det vel i grunden et befriende bevis på, at hvis du skal vinde, er det ikke nok bare at være god. Det hele skal gå op i en højere enhed hvilket denne gang lykkedes bedre for Ålborg og Nordland, end for Thisted.
|  |