3 atleter fra Thisted Vægttrænings Forening havde løst billet til den eneste årlige internationale bænkprekonkurrence på dansk grund - ER Open Benchpres Championships i Randers, som i år havde deltagelse af løftere fra 5 nationer Danmark, Sverige, Rusland, Holland og Indien. Også Iran havde tilmeldt atleter, men da de havde fået visum til Danmark meldte de fra - om det så skyldtes nogle meget omtalte tegninger eller andet meldte historien ikke meget om.
Veteranen Lise Madsen deltog i kategorien Masters II (50-59 år), hvor hun i klassen op til 60 kg sejrede med et løft på 55 kg. Et stykke fra hendes bedste, men ganske flot af en "moden dame" som Lise.
I herreklassen havde TVF to løftere til start - begge i 100 kg klassen. Søren Kragh var tilbage efter en konkurrencepause, og gjorde en udemærket figur i det skrappe selskab, hvor der var 18 løftere til start. Søren åbnede med et løft på 160 kg som var et løft "lige efter bogen", og han gik derfor på 170 kg. Desværre var det som om Søren, på forhånd tvivlede, for han gik "totalt død" på løftet, og ikke stort bedre gik det ikke i 3. forsøg, så Kragh måtte lade sig nøje med de 160 kg fra 1. forsøg. Det var nok til at placere ham på 8. pladsen i klassen.
Men TVF havde også den danske mester og rekordholder i bænkpres i 100 kg klassen, Thomas Jul Sørensen, som efter et ophold på slagteriskolen i Roskilde havde måttet se nålen på badevægten snige sig i faretruende nærhed af 110 kg. Men Thomas havde på mindre end 6 uger tabt næsten 10 kg og vejede "sikkert" ind i 100 kg klassen da vægten viste 99,9 kg. Og selvom et vægttab i den størrelsesorden og på så kort tid, medfører en vis risiko for tab af styrke, var det ikke tilfældet for Thomas som lagde hårdt ud med 210 kg i første forsøg. De blev godkendt 3-0 og dermed havde Thomas åbnet et hul på 10 kg til nærmeste forfølger, Sune Bak fra Århus AK. I andet forsøg klarede Thomas 215 kg, en tangering af hans egen danske rekord, sat i en trekampskonkurrence. Og da Sune Bak samtidig kiksede 210 kg, begyndte det at lugte af guld. I tredie forsøg forsøgte Thomas sig på 217,5 kg. Den gik dig ikke, og dermed stod Thomas registreret for 215 kg, og da Sune Bak for anden gang kiksede 210 kg var sejren i hus. Thomas vandt dermed guld foran Sune Bak som klarede 200 kg, samme vægt som bronzevinderen Nickcolas Skaarup fra Rødovre.
Se flere billeder fra stævnet under menuen "Billeder".