 | Thisted Vægttrænings Forenings (TVF) sejrsvante styrkeløftere, balancerede, ved weekendens DM i Albertslund, på kanten af den totale Fiasko. Faktisk var der kun én enkelt hvid lampe (dommermarkering) fra at TVF var løbet ind i det dårligste DM resultat i klubbens historie.
TVFerne havde i år kun 2 atleter med til DM. Men det var så til gengæld ikke hvem som helst, da der var tale om 2 af DMs absolutte guldfavoritter. Dan Kristensen i 75 kg klassen og Stephan Vorup i 110 kg klassen.
Lørdag var det de tunge klasser som skulle afgøre mesterskabet, og Stephan Vorup havde trods en skadespause, vist klar opadgående form, og på baggrund var forventningerne til ham da også høje.
I benbøj havde Stephan bestilt 330 kg i første forsøg. En vægt som absolut ikke burde volde den regerende danske mester og rekordholder problemer. Men Stephans rutine til trods havde han endog svært ved at finde dybden på knæet (man skal ned under 90 grader), og derfor blev det første forsøg da også korrekt underkendt.
I andet forsøg bestilte Stephan samme vægt, men begik igen samme fejl, og fik igen løftet underkendt. Nu skulle Stephan jo så være klar over, hvad der var galt. Men ak ak – i tredje forsøg, på samme vægt, begik han samme brøler. Kun til vandret, selvom løftet var særdeles nemt. Dermed røg favoritten ud af konkurrencen, og kunne herefter ”nyde” konkurrencen fra tilskuerrækkerne. Herfra kunne han se at den næste favorit, Tonny Jensen fra Horsens, lavede samme fejl, bare i bænkpres. Og herefter var også han ude, og ny dansk mester blev , med en total på 812,5 kg, Ålborgs Kasper Nielsen. En total som Stephan burde nå alene på sine førsteforsøg i de tre discipliner – hvis han gennemfører.
Eneste trøst er at årsagen til skuffelsen, alene skyldes Stephan selv – ikke uheld eller dommerfejl.Søndag skulle Dan Kristensen så, for første gang i karrieren konkurrere i 75 kg klassen. Dan som normalt vejer 84-85 kg ”off season” og stiller op i 82,5 kg klassen, havde i år besluttet at forfølge en gammel drøm, om at slå den 13 år gamle danske rekord i dødløft i 75 kg klassen, pålydende 275 kg.
Derfor påbegyndte Dan den 1. Januar en streng diæt for at tabe de knap 10 kg som var nødvendige for at ”kravle” ned i klassen under 75,0 kg. Og selvom kuren forløb planmæssigt var det en hård omgang for en mand som normalt har en fedtprocent på under 10, og i den sidste fase af kuren var Dan under 1000 kalorier om dagen, på trods af fysisk arbejde og hård træning. Derfor har en stor del af vægttabet også været muskelmasse. Da der simpelthen ikke har været ”fedt nok at forbrænde”. Da han så stod på vægten i Albertslund var der da heller ingen problemer. Nålen sneg sig op på 74,6 kg, og altså klart under vægtgrænsen for klassen.
På forhånd havde Dan planlagt at nøjes med kun 2 forsøg i hhv. benbøj og bænkpres, for at spare kræfter til et rekordforsøg i dødløft. Derfor blev det til 205 og 215 kg i benbøj samt 145 og 150 kg i bænkpres. Alle løft nemme og med rigelig margen. Og så var det tid til dødløft – og det planlagte rekordforsøg. Dan ønskede at starte med 255 kg i første forsøg efter at hans sidste tunge træning 2 uger tidligere var sluttet med et løft på 260 kg, fuldstændigt problemfrit. Herefter ville han så gå direkte på rekordvægten 275,5 kg i 2. forsøg.
Opvarmningen forløb også som forventet, og Dan sluttede opvarmningen med 240 kg. Ingen problemer – alt som forventet. Så blev det Dans tur til at løfte sit 1. forsøg på 255 kg. En forventet ”walk over” – men så kom choket. Stangen var som limet til podiet, og kun takket været Dans råstyrke og vilje fik han gang i stangen, som uendeligt langsom bevægede sig opad til han var udstrakt. Èn af dommerne underkendte forsøget, men da de 2 øvrige godkendte fik Dan med dommerstemmerne 2-1 forsøget godkendt. Men det var en rystet Dan Kristensen som igen og igen spurgte sig selv ”hvad skete der her”?
Hvad der skete vides ikke med sikkerhed, men mange troede at det var kroppens reaktion på, en lang periode med under 1000 kalorier om dagen. For der var ingen indikationer som varslede den reaktion som Dan oplevede i dødløft. Da choket havde fortaget sig kunne Dan dog glæde sig over at han på kun 5 forsøg opnåede en total på 620 kg. Den højeste danske total i 75 kg klassen siden 2001, og også rigeligt til at vinde sit første danske mesterskab i 75 kg klassen, med et margen på mere end 100 kg til nr. 2. Johan Drews fra Randers. Men som overskriften antyder, lurede fiaskoen lige omkring hjørnet, selvom Dan med vilje og sejhed fik hevet endnu et dansk mesterskab i hus. Han overvejer nu om han skal blive i 75 kg klassen, og forsøge sig igen til Åbne Thymesterskaber den 20. Maj. Se flere billeder fra DM i menuen billeder/styrkeløft
|  |