 | 2 runde af styrkeløfternes ligeturnering blev en blandet fornøjelse for Thisteds løftere. Efter en helt forrygende indsats i 1 runde, blev både junior og seniorholdet ramt af en stribe af afbud grundet familiearrangementer, arbejde og skader. Det betød at det var på et hængende hår at det lykkedes at stille to rimelige hold i turneringen som afvikles på points, udregnet i forhold til kropsvægt og løftet vægt.
Juniorholdet som bestod af Dennis Sørensen i benbøj, Christian Immersen i bænkpres og Kristian Skovsted i dødløft, viste sig trods de dystre forventninger at de så absolut ikke var en ”nødløsning”, og holdet løftede næsten lige op med de nærmeste konkurrenter fra hhv. Randers og Rødovre. Dennis Sørensen som vejede ind på 68 kg løftede 155 kg i benbøj. Christian Immersen klarede med en kropsvægt på 84 kg 145 i bænkpres, og rosinen i pølseenden 97 kg tunge Kristian Skovsted klarede 200 kg i dødløft. Samlet scorede de tre 337,216 points og sluttede runden på en 4. pladse. Hvidovre vandt med 369 points foran Randers med 345, Rødovre med 343 og Thisted. Samme placering indtager holdene i den samlede stilling.
Seniorholdet havde afbud fra både ”Benbøjningskongen” Stephan Vorup, Søren Kragh, Henrik Vestergaard m.fl. og for at sikre en konstellation som kunne score flest mulige points måtte Dan Kristensen afgive favoritdisciplinen dødløft for at trække i benbøjningsdragten. Thomas Jul Sørensen tog som sædvanlig bænkpres og den sæsondebuterende Morten Grabowski tog sig af dødløft. Dan som vejede ind på 79 kg, måtte lade sig nøje med 200 kg i benbøj mens den 103 kg tunge Thomas Sørensen klarede 215 kg i bænkpres. Morten Grabowski som vejede in på 84 kg klarede 230 i dødløft. Det betød at holdet, selvom det var langt under superresultatet fra 1. runde, klarede sig hæderligt med 427,567 points. Og da holdets mål er at kvalificere sig til ligafinalen i December qua en placering som ét af de to hold, ud over nr. 1-4 i 1. division, som scorer flest points må vi vente til sidste runde i September, før spændingen udløses. Kampen om de to finalepladser står mellem Thisted, Rødby og Århus. Klik på billederne herunder for at se dem i forstørrelse!
|  |