SitemapHome Studie 7 anvender ZMS, et produkt fra Zuport ApS
 



STÆRK START AF TVF's LIGAHERRER  

Stephan Vorup var tilbage efter en skadespause, og løftede 320 kg i andet forsøg - hvorefter han afstod fra sit tredie og sidste forsøg.

Thisted Vægttrænings Forenings herrehold fik en forrygende start på styrkeløfternes ligaturnering 2006, da de I Ålborg satte alle konkurrenter til vægs.

TVF har, grundet andre prioriteringer, ikke deltaget med stærkeste hold de seneste 2 sæsoner, i den turnering de ellers har vundet 4 gange. Og derfor er holdet da også rutsjet fra 1. til 3. division. Men det er ikke af den grund alene oprykning til 2. division som er sæsonmålet for TVFerne. Turneringsreglerne siger nemlig at den årlige finale består af de 4 bedst placerede hold i 1. division samt de to hold fra de tre divisioner som derudover har scoret flest points. Derfor har holdet på forhånd givet håndslag på at de vil forsøge ”fra baghjul” at erobre et af de to ”wildcards” til finalen.

Og lad det være sagt med det samme TVF’erne fik de løftede øjenbryn frem hos konkurrenterne fra både 1. – 2. og 3. division. 1 runde af turneringen er placeret på et tidspunkt af året hvor atleterne sædvanligvis er under opbygning til DM den 1.-2. April, og derfor er resultaterne lidt under de kommende runder. Dette gælder naturligvis også TVFs hold, som bestod af Stephan Vorup i benbøj. Thomas Jul Sørensen i bænkpres og Dan Kristensen i dødløft. Men det var bare ikke til at se på de tre Thyboer. Stephan som løftede sit første stævne siden han blev skadet ved NM i September løftede let 300 kg i 1. forsøg og næsten lige så let 320 i 2. forsøg, hvorefter han afstod fra et 3. forsøg.

I bænkpres var Thomas Jul helt forrygende. Efter 210 kg i 1. forsøg og 215 i 2. forsøg sprang Thomas til 225 kg som ville være ny dansk rekord. Og op kom den – endda let – men desværre var 2 af dommerne ikke enige i hvor lang tid stangen skal ligge stille på brystet, og løftet blev derfor underkendt 2-1.

I Dødløft var det så Dan ”The MAN” Kristensen som skulle sætte punktum for Thisted løfterne. Og ”The MAN” overraskede alle, da han vejede ind på 79 kg, hvilket er den laveste konkurrencevægt Dan har vejet ind på i hans snart 20 år lange aktive karriere.  Trods den lettere udgave af ”The MAN” var der stadig masser af power, og Dan åbnede på 265 kg, hvorefter han gik på 272,5 kg som også blev løftet sikkert. Herefter fulgte Dan i Stephans fodspor og afstod fra et 3. forsøg.

Resultatet af 1 runde blev at Ålborg vandt i 1. division med 485,167 points. Rødby vandt i 2. division med 480,11 points. Og så var der lige TVF fra 3. division, som med 504,776 points ikke bare suverænt var det hold som scorede flest points i alle divisioner, men også scorede det næsthøjeste pointtal i ligaens historie. Kun overgået af….TVF, som da de vandt finalen i 2002 scorede 506,650 points. Så hvis stilen kan holdes i de kommende runder skulle der være gode muligheder for at 3. divisionsholdet fra Thisted når finalen.

Juniorer.

TVF var også repræsenteret ved et juniorhold, men da det af forskellige årsager var svært at stille et hold på dagen, tog Lars Oddershede, Simon Lauritsen og Kristian Skovsted den lange tur til Aalborg, for at tage ét løft hver, og dermed sikre holdet fortsat deltagelse i juniorligaen.

Først løftede Lars 100 kg i benbøj. Herefter løftede Kristian 100 kg i bænkpres. Og endelig løftede Simon 100 kg i dødløft. Totalt 300 kg og 190,370 points. Ikke meget i forhold til de tre herrers daglige standard - men målet hellige midlet, og trods problemerne med at stille hold, er de stadig med i turneringen.

Rækken føres af VK Ares med 410,211 point


NB! Se flere billeder fra stævnet under menuen "Billeder".

 
 
Studie 7 · Munkevej 7A · DK-7700 Thisted · Tel. +45 97 92 68 54 · Fax + 45 97 92 67 54 · studie7@post.tele.dk