 | Åbne Thy-mesterskaber for 17. gang. Lørdag d. 22/5 var Thisted Vægttrænings Forenings (TVF) lokaler på Munkevej samlingssted for styrkeløftere fra hele landet, og som det har været tilfældet de foregående 16 år blev der sat en lang række personlige og danske rekorder, den ene flottere end den anden. Af alle foltte præstationer var der dog én atlet som skilte sig ud fra mængden - Henrik "Stump" eller "Bamse" Vestergaard. Henriks karriere er ret usædvanlig i styrkeløft som er en idræt hvor mange års træning gradvis gør atleterne tungere efterhånden som muskelmassen øges, men Henrik startede for 15 år siden i 75 kg klassen og var også oppe i 82,5 kg klasssen før han gik den anden vej - ned i 67,5 kg og nu i 60 kg klassen, hvor han udnyttede sine 25 års træning optimalt. Ved Åbne Thy leverede han nemlig en forrygende serie som var danske Masters 1 (40-49 år) rekorder i alle discipliner og totalt med 180 kg i benbøj, 112,5 kg i bænkpres og 215 kg i dødløft (210 i 3. forsøg og derefter de 215 kg i et 4. rekordforsøg) - men ikke nok med det, han erobrede også 2 danske seniorrekorder.De 215 kg i dødløft og som den første danske styrkeløfter passerede han 500 kg grænsen i 60 kg klassen med en total på 502,5 kg. Men der var også andre TVF løftere med ved stævnet. I 67 kg klassen havde Kirsten borggaard kun et mål - den danske rekord i dødløft - og derfor valgte hun at nøjes med et "let" forsøg i benbøj på 135 kg for at spare kræfter. I bænkpres blev det til 92,5 kg og efter et "opvarmningsløft på 167,5 kg gik Kirsten på rekordvægten 178 kg. Men trods et ihærdigt forsøg og massiv opbakning blev det ved lige ved og næsten da stangen blev "hængende" på lårene. Så Kirsten måtte for første gang i et par år slutte på en total under 400 kg, som dog indbragte hende en guldmedalje. I 75 kg klassen vandt Lissi Kjeldsen med en personlig rekord på 115 kg i benbøj, 72,5 kg i bænkpres og 120 kg i dødløft. Ligeledes i 75 kg klassen var ungdomsløfteren Lars Odderrshede i ilden, og Lars fortsatte den positive udvikling da han satte personlig rekord over hele linien med 180 kg i benbøj, 117,5 kg i bænkpres og 195 kg i dødløft, totalt 495 kg. Vinder af klassen blev Poul Rusbjerg fra Hvidovre med 512,5 kg. I 82,5 kg klassen var det "endnu en dag på kontoret" for Dan Kristensen som har deltaget i samtlige åbne Thymesterskaber (og vundet de fleste). Stabil som altid løftede Dan 692,5 kg fordelt på 240 kg i benbøj - 170 kg i bænkpres og 282,5 kg i dødløft. Det var ikke mindre end 177,5 kg mere end nr. 2 Michael Grubert gra AK Nordland i Århus. I 100 kg klassen var der debut til TVF´s ungdomsløfter Thomas Munk som adskilte sig væsentlig fra de øvrige deltagere i dét han havde valgt at stille op uden stramme knæbind og løftedragter i disciplinerne. Kun iført brydertricot og bælte løftede Thomas flot 130 kg i benbøj 110 kg i bænkpres og 170 kg i dødløft. Totalt blev det til 410 kg og guld i ungdomsklassen. I den prestigefyldte holdkamp genvandt TVF pokalen som stævnets bedste klub med 69 points foran Ålborg SK med 62 points og AK Århus med 44 points. Herunder Tv. Lissi Kjeldsen med 110 kg Th. Dennis Sørensen med 180 kg |  |