For snart 10 år siden, trådte du for første gang ind ad døren til Studie 7, og de fleste kiggede nok lidt, og tænkte; "nå da da, det er da vist lidt af en hård negl, ham der århusianeren med det barske udseende".
Og det er da heller ingen hemmelighed, at du, før du kom til Thy, har levet et hårdt liv, helt ude på den yderste kant. Men man skal ikke altid skue hunden på hårene, og takket været en urokkelig vilsjestyrke og Birthes kærlige støtte, fik du kæmpet dig ud på den anden side, stærkere end før, som den Kaj vi lærte at kende.
Vi erfarede hurtigt at "kært barn har mange navne". "Smukke Kaj", "Store Kaj", Kaj Boje"og "Kage Kaj" var nogle af de navne du var kendt under. Afhængig af hvem man var, passede alle navnene sikkert hver i sær til dig, men hos os var du dog mest kendt under dit borgerlige navne, Kaj Hansen.
Dit rolige, varme og venlige væsen, gjorde hurtigt indtryk på alle i klubben, og det varede da heller ikke længe før du blev "ophøjet" til instruktør, og dermed trådte ind i den lille eksklusive klub af "Tordenskjolds soldater", som findes i alle foreninger, og som er de få som tager det store slæb for de mange.
I April måned, for snart et år siden, var du, sammen med flere andre fra klubben, kontrollør ved en koncert på handelsgymnasiet. Du var tydeligvis ikke på toppen. Du havde mavesmerter og feber, men havde fået en tid ved lægen den efterfølgende Mandag. Men du regnede med, at det var galdesten, som kunne klares forholdsvis simpelt med medicin.
Desværre viste det sig, efter flere undersøgelser at du var alvorligt syg. Du gennemgik flere smertefulde og ubehagelige operationer og behandlinger, men var alligevel ukuelig optimist og gav kun udtryk for tro på helbredelse.
På trods af sygdommen fortsatte du ukueligt med udførelsen af din og Birthes livsdrøm, "det lille hus på landet", som I var i fuld sving med at om- og udbygge til lige nøjagtigt det som I drømte om. Og ikke engang sygdommen kunne bremse dig i virkeliggørelsen af Jeres drøm.
Operationerne og behandlingerne til trods, gik det alligevel den forkerte vej. Men på intet tidspunkt virkede du, over for os, mismodig eler bange. Din eneste bekymring var, at smerterne efterhånden fyldte så meget, at du var nødsaget til at tage smertestillende medicin for bare at kunne eksistere, mens vi andre, i en tilsvarende situation, ville bekymre os om vi kunne få nok smertestillende - uanset hvad det måtte være.
Torsdag d. 5. April rejste du så, efter ét års tapper og sej kamp mod det uundgåelige, til en verden, hvor smerter og sorg ikke findes. Du fik fred.
Tilbage i denne verden efterlod du din kone og søn med minderne om deres mand og far. Men trods sorgen og savnet, som de altid vil bære, er de sikkert også lettede over, at smerterne nu ikke plager dig mere.
Men du efterlod også os. Os som var blandt de heldige, der fik lov til at lære dig at kende som "den rigtige Kaj" og være dine venner.
Vi vil også altid bære mindet om dig - til vi mødes igen.
Æret været dit minde
