SitemapHome Studie 7 anvender ZMS, et produkt fra Zuport ApS
 



Ibsen - løb med hovedet under armen

Med næsten 900 løbere til start markerede ”Skanderborg Sø rundt - ½ maraton” sig igen i år som et af de største ½ maratons herhjemme.
Løbet som afvikles på en rute i det smukke terræn omkring Skanderborg Sø, havde deltagelse af bl.a. Studie 7s ”løbejern” Jens Chr. Ibsen.

Formstærke Ibsen sluttede i 2005 i top 5, og havde på forhånd sat næsen op efter en forbedring det resultat. Ibsen var da også, hurtigt ude af starthullet, og som en del af en tremandsgruppe rykkede han fri af feltet, på de første 3 km som blev løbet på 9 min 40 sek.

Men så skete der noget usædvanligt for Ibsen. Efter 5-6 km fik han rygsmerter, som gradvis forplantede sig ned i benet. Smerten reducerede naturligvis hans tempo, og km tiden var på et tidspunkt godt over 4 min. På det tidspunkt var Ibsen klar til at udgå grundet smerterne. Men så blev han overhalet af flere løbere som han havde sat på de første km. hvilket ændrede hans beslutning om at udgå. Og med sammenbidte tænder og en god portion stædighed og jysk vilje, lykkedes det Ibsen at gennemføre løbet. Endda i en særdeles flot tid, 1 time 25 min 41 sek.

Godt nok var tiden mere end 6 min. dårligere end i 2005, men alligevel- og på trods af skaden - rakte tiden til en flot 12. plads, efter den suveræne vinder Jørgen Gamborg fra AGF Atletik som løb i suveræne 1:12:35.

At Ibsen er en særdeles sej og viljestærk løber, det ved vi alle da han jo har bevist dette ved utallige lejligheder. Om han så også er en smart og intelligent løber – Ja, det er så et helt andet spørgsmål. For at gennemføre de sidste 15 km af en halvmaraton med en rygskade som stråler ned i benet, er næppe noget idrætslæger og fysioterapeuter vil bifalde som et intelligent træk. Og Ibsen (og hans klub) kan så bare håbe på at skaden ikke er blevet forværret af at han ”bare lige skulle i mål – koste hvad det koste vil”.
Jens Chr. Ibsen, med nr. 282, ved starten af ½ marathonløbet "Skanderborg Sø rundt"
 
 
Studie 7 · Munkevej 7A · DK-7700 Thisted · Tel. +45 97 92 68 54 · Fax + 45 97 92 67 54 · studie7@post.tele.dk