SitemapHome Studie 7 anvender ZMS, et produkt fra Zuport ApS
 



Thisted Cup 2008

Nu er tiden inde til igen at fægte Thisted Cup. I år vil vi ændre konkurrencen, så den bliver for alle fægtere. Der vil være en intern konkurrence for minivåben, men for alle andre gælder det, at de kommer til at fægte alle mod alle. Seniorerne vil med andre ord nu også deltage. Til gengæld kommer nogle af dem til at fægte med handicap, hvoraf følger, at f.eks. Jesper i de fleste kampe vil starte bagud 4-0 i en kamp til 5.

Start: tirsdag den 29. januar kl. 18.00.

Vi vil fægte den sidste tirsdag i hver måned, så prøv at lægge jer fri til denne konkurrence hver gang. Ligesom med sidste års Thisted Cup vil der blive 10 konkurrencer, hvoraf de 8 bedste tæller med. Hvis der er 10 deltagere, vil der være 10 points for en sejr, 9 points for en 2.plads osv. Kun i juli og december vil der ikke være nogen konkurrence.

Resultaterne vil hver gang blive lagt ind herunder.

KB.

Tirsdag den 29. januar:

Drenge (minivåben): Marc 3 points; Martin 2 points; Viktor 1 point. - Der blev vist god fægtning af de unge fægtere. Det er dejligt , at de gør fremskridt.

Stort våben:  Alex 5 points; Jesper 4 points; Joachim 3 points; Nikolaj 2 points; Louise 1 point. Alle fægtede to kampe mod hinanden. Jesper havde handicap 4-0 mod sig hver kamp.

Tirsdag den 26. februar:

Der var stor aktivitet til 2. runde af Thisted Cup. I alt 11 fægtere mødte frem, og så var der endda afbud fra flere.

Stævnet varede tre timer, og der gøres fremgang fra stævne til stævne. Denne gang var der flere helt nye fægtere imellem, og de udviste stor entusiasme og talent for sporten.

Resultaterne blev: Jesper, som i alle kampe starter med handicap 0-4, modtog alt i alt 1 touche (tabt kamp), og det var Frederik, som sendte en efter Jespers mening lidt tvivlsom træffer ind. Efter at alle havde fægtet mod hinanden, stod tre fægtere lige, nemlig Jesper, Frederik og Joachim. De fægtede omkamp om de tre første placeringer, og Jesper vandt foran Joachim og Frederik. Frederik har ikke kunnet fægte i 2-3 uger på grund af en forvridning, og selv om han ikke var helt restitueret, gjorde han det godt.

Nr. 4 blev, næsten sensationelt godt, Peter, som ikke har fægtet længe, men som især defensivt gør det godt. Han har en utrolig god timing af sine parader hans korte karriere taget i betragtning. Det er også godt for klubben, at vi hermed er ved at få en habil venstrehåndet fægter. Helt unge Louise imponerede også med 3 sejre og en 5. plads. Nr. 6 blev Nikolaj, nr. 7. Alex, som ellers altid ligger helt fremme, og nr. 8 blev en helt ny fægterske, Lise, som imponerede med god stilfægtning, og hun skal også nok snart blive en stærk konkurrencefægterske.

Stillingen stort våben: Jesper 12 - Joachim 10 - Frederik 6 - Alex 6 -  Peter 5 - Nikolaj 5 - Louise 4 - Lise 1

Blandt drengefægterne var der desværre afbud fra Martin, men de tre andre gik til vaflerne. Også her var der en helt ny fægter med, Christoffer, som tegner lovende. Resultatet blev, at vinderen denne gang blev Viktor med 3 sejre foran Marc og Christoffer, som hver vandt 1 kamp. Dette betyder, at Viktor fik 3 points, Marc 2 points og Christoffer 1 point.

Stillingen for drenge: Marc 5 points, Viktor 4, Martin 2 og Christoffer 1 point.

25. marts 2008

Vi havde 11 deltagere til start - fordelt med 7 på stort våben, og 4 på lille våben. Der blev fægtet én runde med efterfølgende udslagning hos de "voksne", og det er tydeligt, at der gøres fremgang af alle deltagere. Dette kommer Jesper G. også til at mærke mere i fremtiden, for det er et spørgsmål, hvor længe han vil kunne klare sig med handicap 4-0 i hver kamp. I hvert fald blev han ramt et par gange, hvilket altså er ensbetydende med nederlag i denne turnering. Efter indledende runde blev der fægtet direkte udslagning med følgende resultater: Louise-Nikolaj (10-9) - Peter -Niels J. (3-9) - Jesper-Alex (10-9) - Louise-Niels J. (8-10) - Frederik-Jesper (8-10). I finalen mødte Jesper Niels Jørgen, og Niels J., som i hele turneringen fægtede godt, havde held til at sætte de nødvendige  træffere ind på Jesper, så han vandt finalen med 10-1. Dette var en usædvanlig god præstation.

Det gav følgende points: Niels J 7 - Jesper 6 - Frederik 5 - Louise 4 - Alex 3 - Nikolaj 2 og Peter 1.

Den samlede stilling er nu: Jesper 18 - Frederik 11 - Alex 10 - Joachim 10 - Louise 9 - Nikolaj 7 - Niels J. 7 - Peter 6 - og Lise 1.

På lille våben var der stor jævnbyrdighed mellem de 4 deltagere. Ingen af deltagerne kan tage det for givet, at de vil vinde, og denne gang var det Martin, som trak sig ud af turneringen som sejrherre. Også den nye fægter Chrisoffer gør det allerede godt. Nr. 1 blev Martin med 4 points, Marc 3, Viktor 2 og Christoffer 1.

Den samlede stilling her er nu: Marc 8 points - Martin 6 - Viktor 6 og Christoffer 2.

April

Så blev aprilstævnet afviklet med 8 deltagere. Det blev en lang aften, da vi havde oprullerproblemer, men færdige blev vi med følgende resultater:

Alex var godt kørende efter at have deltaget i et stævne fornylig. Han vandt alle 7 kampe, og ikke mindst imponerede han imod Frederik i en af de bedste kampe, han har fægtet. Frederik kom ind på 2. pladsen med 6 sejre, og ellers blev Joachim 3, Kurt 4 (godt fægtet af en næsten begynder), Peter 5, Lise 6, Martin 7 og Dina 8 (god debut af Dina). Martin var den eneste af pige/drengefægterne, som var med ved denne lejlighed.

I den samlede stilling betyder dette, at Jesper, Frederik og Alex alle har 18 points. På 4. pladsen har Joachim 16 points, Peter har 10 points på 5. pladsen, Louise 9 points på 6. pladsen, Nikolaj og Niels Jørgen på begge 7 points er på en delt 7. plads, Kurt 5 på 9. pladsen, Lise har 4 points på 10. pladsen, og Dina er nu kommet på tavlen med 1 points.  

Martin vinder 1 point, så han nu på lille våben er på 2. pladsen med 7 points.

I maj måned vandt Nikolaj efter flot fægtning finalekampen mod Alex med 10-6 og scorede dermed 8 points. Alex fik 7 points, Jesper 6 (Jesper er bagud på forhånd i alle kampe med 4-0), Louise fik 5 points, Niels J. 4, Peter 3, Martin, 2 og Marc 1 point. Dette betyder, at stillingen nu er: Alex 25 points, Jesper 24, Frederik 18, Joachim 16, Nikolaj 15, Louise 14, Niels J. 7, Kurt 5, Lise 4 og Dina 1.

Hos drengene betyder det, at Martin fik yderligere to points og Marc 1. Hermed har Marc 9 points og Martin 8.

Konkurrencen i august blev afviklet med en uges forsinkelse. Det blev en noget langstrakt affære, hvorfor et par af de yngste måtte gå før tiden. Resultaterne blev som følger;

3 fægtere havde alle 4 sejre, og efter indregning af touchées blev vore nye fægterske fra Rumænien, Nattie, nr. 1 med 7 points. Frederik blev nr. 2 med 6 points, og Jesper fik 5 points. Alex fik 4, Peter 3, Niels J. 2 og Nikolaj 1 points.

Stillingen er nu; Alex og Jesper har begge 29, Frederik 24, Joachim og Nikolaj 16, Louise 14, Niels J. 9, Kurt 5, Peter 3, Lise 4 og Dina 1.

I børnekonkurrencen fik Martin 3, Viktor, 2 og Emil 1 points. Martin har nu 11 points, Marc 9, Viktor 8, Christoffer 2, Emil 1.

Konkurrencen i september (primo okt.) blev afviklet i to grupper. Den ene var for ungdom med Lasse, Viktor, Nattie, Mark og Martin. De gør alle store fremskridt og skiftes til at besejre hinanden. Denne gang havde Viktor og Nattie begge 3 sejre, men Viktor stod stærkest på touches og blev nr. 1 foran Nattie. Nr. 3 og 4 blev Martin og Mark med 2 sejre, men Marin havde de bedte touches. Nr. 5 blev den nye fægter Lasse, som også virker meget lovende.

Stillingen børne/ungdomskonkurrencen er; Martin 14 points; Viktor 13 points; Mark 11 points;  Nattie 4 points; Christoffer 2 points; Emil og Lasse 1 point.

Hos de voksne blev resultatet: 1. Frederik. 2. Alex. 3. Kurt. 4. Jesper. 5. Niels Jørgen.

Stilling: Alex 33 points; Jesper 31 points; Frederik 29 points; Joachim og Nikolaj 16 points; Louise 14 points; Niels J. 10 points; Kurt 8 points; Lise 4 points; Peter 3 points; Dina 1 point.

Konkurrencen i oktober blev igen afviklet i 2 grupper. I ungdomsgruppen deltog Mark, Viktor og Lasse. De fægtede to gange mod hinanden, og samlet vinder blev Viktor med 4 sejre foran Mark med 2 sejre og med Lassse på 3.pladsen. Lasse er begyndt meget senere end de øvrige, men han gør meget store fremskridt for tiden. Især er hans parade/ripost blevet god.

Stillingen hos børn/ungdom er nu: Viktor 16, Mark 16, Martin 14, Nattie 4, Christoffer 2, Lasse 2 og Emil 1 point.

Hos de voksne blev resultatet, at Nikolaj vandt foran Peter, Jesper og Alex.

Stillingen:  Alex 35, Jesper 32, Frederik 29, Nikolaj 20, Joachim 16, Louise 14, Niels J. 10, Kurt 8, Peter 6, Lise 4, Dina 1.

Konkurrencen i november er årets sidste i Thisted Cup. På stort våben vandt Frederik foran Jesper. Begge havde dog ens antal sejre. Nr. 3 blev Alex foran Nikolaj begge med samme antal sejre. Nr. 5 blev Kurt, vores relativt nye fægter, som viser stor fremgang for tiden.

På lille våben var der mandefald, bl.a. sygdom denne tirsdag. Viktor vandt i bedst af 3 kampe til 10 med 2-1 i kampe og får hermed 2 points til regnskabet. Mark får 1 point.

Afsluttende stilling før fratrækning af points:

Stort våben:

1. Alex: 38. 2. Frederik: 34. 3. Jesper: 33.

Det var en flot bedrift af Alex, som får overrakt pokalen næste tirsdag til klubmesterskaberne. Jesper var i alle kampe til 5 bagud med 4 touchées inden starten i hver kamp. Så det var egentlig godt gået. Kun Alex skal have fratrukket 1 point for sit dårligste resultat. Frederik har kun 6 tællende konkurrencer og klarede sig alligevel flot.

Afsluttende stilling lille våben:

1. Viktor: 18 points. 2. Mark: 17 points. 3. Martin: 14 points. Det var en meget spændende konkurrence mellem de tre forreste. Desværre var Martin syg på sidste dag og havde dermed ikke chancen for at forbedre sin placering.

Tak til deltagerne for en  god indsats i 2008. Husk klubmesterskaberne den 9. december kl. 17.00

 
Studie 7 · Munkevej 7A · DK-7700 Thisted · Tel. +45 97 92 68 54 · Fax + 45 97 92 67 54 · studie7@post.tele.dk