Århus Cup i "Thisted" Den 27. januar blev der afholdt Århus Cup i Thy-Hallen i Thisted. Det var glædeligt, at mange mødte frem, og ikke mindst Jan Lauridsens unge fægtere fra Varde kommer hver gang - og denne gang var ingen undtagelse. Det var dog også glædeligt at se fægtere fra andre jyske klubber. På mini-klinge var Varde dominerende, men det var dejligt at se vores egen Marc Rønn klare sig godt, efter at han næsten lige er begyndt at fægte. Vores egen stærke fægterske, Louise Andersen, som vandt bronze ved DM puslinge, kunne desværre ikke deltage p.g.a. en vigtig håndboldkamp. Ungdomsfægterne (stor klinge) var også mødt talstærkt frem, og vinder blev ikke uventet Alex Galmayer (Thisted) foran klubkammeraten Nikolaj Andersen. Alle fægtede 2 kampe mod hinanden i hver kategori, og da bl.a. disse to fægtere også senere deltog blandt de voksne, fægtede de mellem 30 og 40 kampe denne dag. Frederik Gjørup, Thisted, kunne ikke deltage, da han er på skiferie med sine forældre i Frankrig. Vinder blandt seniorerne blev ikke uventet Jesper Gedebjerg, Thisted, som vandt alle kampe og ikke modtog mange touchées. Især mod Jan Lauridsen diskede han op med god teknisk fægtning i et godt tempo. Martin fra JAF blev nr. 3 foran Joachim Buck (Thisted). Det var også dejligt at se Krzysztof på banen igen. Han passede som sædvanlig sin dont med at organisere stævnet og dømme ind imellem. Velkommen tilbage. Klaus Brostrøm |