 | Hermed et referat af World Cup kaldet ”Copenhagen Cup”. Der er et antal world cups fordelt over hele verden, og det er fint, at Danmark har fået tildelt et sådant stævne. En World Cup er et internationalt stævne, som kræver, at deltagerne er blevet godkendt af det nationale forbund. Der findes ud over VM og OL kun ét stævne, som rangerer over en world cup, nemlig en ”Grand Prix World Cup. Dette Grand Prix-stævne afvikles i Paris den 26. og 27. januar, og Jesper rejser med undertegnede til Paris for at prøve kræfter endnu en gang med verdenseliten. World cup København: Med deltagelse af over 20 nationer (alle de førende nationer på nær kineserne) var World Cup’en i København stjernebesat. De fleste af ranglistens bedste var med, inklusive den olympiske mester, Brice Guyart fra Frankrig, som havde stort besvær med at kvalificere sig til den direkte elimination og hurtigt blev elimineret. Kasper Peterson fra Danmark slog ham helt imponerende med 5-1 i den indledende runde. Jesper kom i pulje med tre af verdens bedste fægtere: Joao Gomez (Portugal - vinder af en world cup sidste år), Giuseppe Allongi (for tiden Italiens måske bedste fægter – blev bedst placerede italiener ved dette års world cup), Marc Pichon (Belgien – med flere flotte world cup-placeringer) samt yderligere holllænderen Chris Galesloot samt den svenske mester Andreas Ljungström. Det var hårde odds. Jesper, som er stærkere end nogensinde, vidste godt, at der ikke på forhånd kunne stilles forventninger om sejre i dette selskab, men på den anden side er hans fremskridt så store, at det heller ikke på en god dag kunne udelukkes. Under opvarmningen mod tre andre danskere, fægtede Jesper udmærket, og han var klar til kamp, da han startede mod verdensklassefægteren Pichon fra Belgien. Begge fægtede i et højt tempo, og Jesper fulgte med. Ved stillingen 3-3 kunne sejren være gået til begge sider, men den mest rutinerede vandt, nemlig belgieren, med 5-3. Den gode start gav forhåbninger om sejre, men af en eller anden grund blev Jespers spændingsniveau for højt, simpelt hen fordi han så gerne ville gøre det godt. Fægtning kræver, at man er koncentreret og afslappet på samme tid, og dette kan være svært for en stadig forholdsvis urutineret fægter som Jesper - med al den bevågenhed, der er omkring fægterne ved en world cup. Selv om Jesper gjorde det fornuftigt, fik han ikke samme tempo og kraft i afslutningerne som i den første kamp, og han tabte de efterfølgende kampe. Med normalt spændingsniveau ville Jesper have kunnet fægte lige op mod hollænderen og svenskeren, som han slog ved et mindre internationalt stævne i efteråret. Den eneste fægter, som Jesper ikke kunne gøre noget ved, var italieneren, som teknisk og tempomæssigt set var meget stærk. Jesper har høstet mere erfaring, og vi fortsætter med international deltagelse, så Jesper vænner sig til de specielle krav, som store stævner stiller. I finalen var der to franskmænd, Erwan Le Pechoux og og Jérémy Cadot, og vinder blev Le Pechoux efter en lidt kedelig kamp, som bar præg af, at de to fægtere kender hinanden for godt. Bedste dansker blev Kasper Peterson, tredobbelt vinder af Højland Cup, som blev nr. 25, og han tabte til sidst til verdensranglistens nr. 2, tyskeren Benjamin Kleibrink. Dette var vel Kaspers comeback til den internationale elite og lover godt for fremtiden. Også den anden stærke dansker, Alexander Normann Jørgensen, gjorde det fornuftigt. Han havde lidt problemer i indledende runde, hvorfor han kom op mod en stærk fægter i eliminationen, Alexander Behr, fra Tyskland, men her fægtede han rigtigt godt dog uden at komme videre. Så absolut en godkendt indsats fra de stærkeste danskere. Klaus Brostrøm |  |