Efter endnu en tur som "skibums" - denne gang i Canada - var TVF-Fægtnings Thomas Bang igen på banen, ved det internationale stævne "Trekanten Open". Her i kamp (tv) mod englænderen Nicola Sachariew, som han besejrede 5-3.
TVF Fægtning havde to deltagere tilmeldt Trekantens internationale satellit world cup, som havde deltagelse af ca. 40 fægtere, hvoraf hovedparten var udlændinge.
Der var på forhånd store forventninger til især Jesper Gedebjerg efter hans flotte resultater ved Grand Prix World Cup i Paris, men desværre fik Jesper G. influenza og måtte ligge i sengen i flere dage med høj feber og kom derfor ikke til start.
Thomas Bang deltog og kom i en særdeles hård pulje med ene udlændinge på nær Alexander Normann Jørgensen, som er klart højst rangerede dansker på verdensranglisten. Af udlændinge mødte Thomas: Filip Hedenskog, Sverige, Nikola Sachariew, GB, Paul de Kleijn, Holland, Rhys Howell, USA og Gerard Lavin, Irland.
Thomas tabte to kampe klart, nemlig med 5-1 til Alexander Normann Jørgensen og med 5-3 til Howell. Alle andre kampe sluttede 5-4, men desværre kun med 1 sejr til følge. Thomas besejrede englænderen. I den sidste kamp mod svenskeren førte Thomas med 4-2 og burde have afgjort kampen, som ville have sendt Thomas videre til den direkte eliminationsrunde – og endda med en rimelig seedning på grund af hans mange afgivne touches. Men sådan skulle det ikke være; svenskeren var stærk og havde marginalerne med sig i de afgørende stød.
Dette betød, at Thomas Bang blev nr. 30 – og kun de 28 øverst placerede gik videre. Lidt surt – men Thomas er godt på vej igen efter den lange pause efter et ophold i Canada, så der er grund til optimisme inden DM i maj måned og de åbne nordiske mesterskaber i Odense i slutningen af juni.
Vinder blev – måske lidt overraskende – den dobbelte Højland Cup-vinder Kasper Peterson, Kbh., som i finalen slog amerikaneren Robert Anderson klart med 15-8. Det ser ud til, at Kasper Peterson igen vil til at tale med om de høje internationale placeringer. Nr. 3 blev Alexander Normann Jørgensen, Kbh., som i semifinalen havde tabt til Anderson. Det var en flot indsats af de to bedste danskere i den hårde internationale konkurrence.